Kontakt os

KRENKERUP HØSTFEST 2017

Så er der igen Høstfest på Krenkerup! – i år med gratis entré!

Lørdag d. 26. august inviterer Krenkerup Bryggeri igen til stor Høstfest i smukke omgivelser ved Krenkerup Gods og Bryggeri. Som noget nyt i år er der gratis adgang hele dagen. Alle er velkomne!

Traditionen tro fejres høsten den sidste lørdag i august i de smukke gamle rammer ved Krenkerup Gods og Bryggeri. Krenkerup Høstfest 2017 adskiller sig på et område fra tidligere år – i år er der nemlig gratis entré. Dagen igennem hyldes det gamle håndværk og livet på landet, når dedikerede håndværkere og foreninger viser deres evner frem og giver publikum et sjældent indblik i deres arbejde.

Til Krenkerup Høstfest kan man således møde blandt andre smeden, væveren og børstenbinderen, og alle kan opleve hvordan der blev høstet, pløjet og tærsket i marken i gamle dage. Dagen igennem er der aktiviteter for alle aldre; klappedyr, fåreklipning, hyrdehundeshow, hestevognskørsel, hesteskoning, pandekagebagning, bueskydning, gamle traktorer, rundvisninger musik og meget meget andet. En lang række lokale fødevareproducenter deltager også i Høstfesten og inviterer til marked omkring den gamle hestestald.

Ingen Høstfest uden mad og drikke. En række lokale restauratører sælger derfor mad på dagen, mens Krenkerup Bryggeri sørger for drikkevarerne. Som de foregående år er der mulighed for at snuppe en løbetur inden frokosten, når Guldborgsundløberne arrangerer ‘Høstløb’ med start på Krenkerup.

Velkommen til årets store Høstfest på Krenkerup den 26. august 2017. Alle aktiviteter finder sted mellem klokken 10:00 – 17:00. Fra 17:00-20:00 holder Krenkerup Traktørsted lidt længere åbent og danner rammen om hygge med øl, mad og musik.

Programmet opdateres løbende. Følg med på Facebook-begivenheden ‘Krenkerup Høstfest 2017’.